Roning kan dyrkes alle døgnets lyse timer.
Oftest er vandet som et spejl om morgenen. Ingen vind. Ingen støjende motorbåde. Ingen lyde, bortset fra vandets klukken fra stævnen og årernes berøringer med vandet.
Kun frisk luft og duften af saltvand. Det kan kun opleves!

Og når du kommer glidende gennem vandet, dukker undertiden en nysgerrig sæl op af vandet og kikker på os med sine brune øjne. Eller oplevelsen ved at blive fulgt af legesyge marsvin, der skærer vandoverfladen med deres rygfinner.
At opleve andre farvande og kyster, at se solen stå op bag Mols Bjerge ellerfølge solnedgangen bag Skæring Strand en sommeraften, se skoven springe ud om foråret eller spejle sig i vandet om sommeren.
At spise sine medbragte madpakker og dele de medbragte dåser ''humle'' og kander kaffe mageligt henslængt i båden eller på stranden... Det er guld værd!
Men, det kan også være møgvejr, hvor regnen står ned, hvor pakken med rugbrød er glemt, så pålæg, torskerogn, en dåse makrel og en delvis tom tube mayonnaise, må spises uden brød.
Det er også en roers oplevelser, som dog hurtigt fortrænges..."
Kan man som roer få abstinenser? JA, savnet efter at komme på vandet, kan blive så stort, at man bare må ud og ro...
|