Indkaldelse til ordinær generalforsamling i Risskov Roklub den 23. februar 2012 kl. 20.00 i Klubben
(offentliggjort den 22. jan. 2022)
Indkaldelsen kan downloades som pdf-fil.
Uddrag af klubbens vedtægter
§7: Ordinær generalforsamling:
Generalforsamlingen har med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.
Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i sidste halvdel af februar, indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne og ved opslag i klublokalet.
Denne indkaldelse skal indeholde endelig dagsorden. Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 15. januar.
Stemmeret har alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance, og som har været medlem af klubben i mindst 8 måneder før generalforsamlingen, eller som har gennemført klubbens rokursus i foregående sæson.
Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Passive har taleret, men ikke stemmeret.
§8: Dagsorden:
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
1) Valg af dirigent.
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
3) Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
4) Fastsættelse af kontingent.
5) Behandling af eventuelt indkomne forslag.
6) Valg af bestyrelse (jf. § 12).
7) Valg af 1 bestyrelsessuppleant.
8) Valg af revisor.
9) Valg af udvalg.
10) Eventuelt.
§10: Generalforsamlingens ledelse:
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal j.f. dog § 15 og § 16.
Valg skal på begæring fra 2 stemmeberettigede medlemmer foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.
§12: Valg af bestyrelse:
På ulige år vælges: Formand, næstformand, rochef, materialeforvalter ungdomsleder, kajakinstruktionsrochef og kaproningschef.
På lige år vælges: Formand, kasserer, sekretær, husforval ter, instruktionsrochef , ungdomsleder og kajakrochef.
Indkomne forslag til generalforsamlingen:
Besestyrelsen foreslår følgende ændringer i Risskov Roklubs vedtægter:
Der stemmes samlet for pkt. 1 og 2 og særskilt for pkt. 3.
2/3 flertal er nødvendigt for vedtagelse, jfr § 15.
Pkt.1
§5 Kontingent:
Stk.2 ” I kontingentet er indeholdt et årligt bidrag til klubbens bådfond af alle aktive kontingentgrupper. Størrelsen af bidraget fastsættes af generalforsamlingen (Jf. bådfondens fundats §2)” udgår, da fonden ikke er oprettet lovligt med særlig fondsbestyrelse og bestyrelsen mener at oprettelse af en fondsbestyrelse er unødvendig og besværliggør klubbens likviditet. Beløb der reserveres til anskaffelser af nye både og nyt materiel indgår i det årlige budget og konteres på særskilt bådkonto. (se nedenstående pkt.2).
Pkt.2
§8 Dagsorden:
Stk. 4 ændres fra "Fastsættelse af kontingent til "Godkendelse af budget (herunder overførsel af beløb til bådkonto) og fastsættelse af kontingent". Ændringen er en konsekvens af ændringen i §5.
Pkt. 3
§11 Bestyrelsens sammensætning og pligter:
tilføjes: (begrundet i krav fra bankerne)
”Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser der påhviler foreningen.”
Bestyrelsens forslag til kontingent i 2012:
Ungdomsroere kr. 790
Unge og studerende kr.1.140
Senior 25-60 år kr. 1.470
Medl over 60 år kr. 1.140
Passive kr. 195
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------