COASTAL
I forhold til inriggerne er coastalbådene en mere sportspræget bådtype, hvor man får god fart, hvor der er fokus på den optimale roteknik og hvor der er rige muligheder for at bruge kræfterne. Risskov Roklub har tre coastalbåde - en fir'er med styrmand samt en to’er og en single uden styrmand. Coastalbådene blev i 2011 introduceret i de danske roklubber, og hvert år bliver der afholdt kapsejlads for coastal. Risskov Roklub var i 2015 vært for årets coastal-kapsejlads.
Coastalbådene er outriggere, hvor riggen ligger udenfor båden, og hvor man ror med to årer modsat inriggerne. I forhold til de almindelige smalle outriggere, der først og fremmest er egnet til roligt vand på søer, er coastalbådene skabt til åbent havvand som Aarhus Bugten, og man kan ro i dem i de fleste former for vejr og bølger. Som medlem af Risskov Roklub vil man typisk lære den basale roteknik i inriggerne, hvorefter man forholdsvist enkelt kan gå videre i coastalbådene.